Ulbølle Mølle blev bygget i 1863, efter at møllenæringen var frigivet i 1862, og hører således ikke til de gamle privilegerede.
Den har lige fra sin opførelse i 1863 skullet klare sig i den frie konkurrence. – Det er en vindmølle, hollandsk model, som var udstyret med melkværne og sigter, således at både groft mel og flormel blev fremstillet, der var en grubbe til afskalning af byg til byggryn og mel, men møllens mest brugte kværne, har nok været 2 kværne til grutning og en korn-valse. Formalingskapaciteten har været ca. 1000 kg.pr.time, ved en vindstyrke på 12 sek.mtr.- det var samme mængde, som 10 mand kunne tærske en hel dag – med plejl -.Det var ikke så sært, at der blev set med beundring på et sådant “kraftværk”, som en vindmølle var for den tids samfund.
Møllen lavede jævnstrøm under Første Verdenskrig med den kraft, der var tilovers efter endt dagsværk, og vindens kraft var i daglig brug frem til 1959, da vekselstrømmen kom til egnsområdet, som en stabil og billig energikilde.
Mølleskroget, med intakt møllehat og vinger, der jævnligt drejes af vinden, er fortsat et syn, der glæder byen, egnen og søfarende, (møllen kan ses fra Ærø)- og naturligvis TURISTERNE.